Extraordinaire Eberron Enema

"I am your (great grand) father"

Requiem of a bard

Tax lovede at stille sig på eventyrenes side og øve indflydelse på de kongeligt delegerede, når de ankom til byen. Han foreslog dog gruppen at forsøge at finde bagmanden, Mesteren, for at undgå en langtrukken inkvisition og mulig deportering for yderligere afhøring. Valerian følte, han havde sit på det tørre og havde ikke lyst til at få ødelagt sine hvide sneaks, så han blev i “kroen”, der nu bestod af et større telt.

Ballack, Arkades og Snitch vendte tilbage til lysningen med offerpladsen. Snitch fandt en passende udkigspost og lod de to andre om research-arbejdet. Der blev udført flere forsøg med blod, for at aktivere portalen. Kun en sample fra Valerians blod, skabte en egentlig reaktion. Ballack var i færd med at rense negle med sit longsword tæve samtlige truede dyrearter i underskoven og mens Arkades var midt i en længere akademisk udredning, da Snitch skimtede en skygge på himlen. Noget nærmest uhåndgribeligt bevægede sig i lige linje mod en ukendt destination. Snitch mente at de lignede ryttere på sorte heste, men noget var tydeligvis ganske unaturligt. Gruppen blev enige om at sætte efter og efter et halvt døgns – for alle gruppens kællinger (dvs. alle ud over Ballack) – udmarvende forceret march, blev det klart at Patruljen var på vej mod en bjergformation.

Yderligere et par timer blev brugt på at søge i bjergene. Mundingen til en hule i bjerget blev fundet, da en patruljen igen lettede, denne gang med retning mod landsbyen. Indgangen, der lå på en mindre afsats, var bevogtet af skygger, der næsten kun kunne fornemmes ud af øjenkrogen. Især Snitch var tilbageholdende med at nærme sig, da disse skygger ikke virkede som gode gemmesteder han var en forpulet kælling. Efter en god frokost diskuterede gruppen hvilken fremgangsmåde der var sikrest. Men inden en beslutning blev truffet, vendte rytterne tilbage. Denne gang med en stor sæk. Gruppen følte sig overbeviste om, at indholdet var Valerian. Efter utallige timer i dennes selskab, kendte alle hver enkelt yndefuld intonation i bardens klynken.

Da det stod klart at barden endu engang havde fucket op var blevet bortført, måtte de brave eventyrere skride til handling. Gruppen knoklede op af bjerget, til afsatsen, for at blive konfronteret med “Mesteren”. Denne virkede mildt overrasket, men var dog indstillet på dialog. Han præsenterede sig som Achen, Taias’ fader og Valerians tip-oldefar. Han forklarede, at han ønskede at slutte den forbandelse både han og Valerian led under. Tanken om det evige liv havde blegnet, da Achen havde indset, at omkostningen var, at stjæle omgivelsernes livskraft. Af samme grund var det heller ikke ligetil at at gøre det af med sig selv og efterkommere. et ganske specifikt ritual var nødvendigt, for at dræbe begge og forhindre at de sugede omgivelsernes sjæle til sig. Herefter vendte han sig og gik ind i bjerget.

Gruppen var opsat på øjeblikkelig og ubændig efterfølgelse, hvis det ikke lige havde været for bjergkæmpen, der var fungerende vagtpost. Efter Achens forspring var tilstrækkeligt stort en dramatisk kamp på liv og død, løb heltene ind i bjerget, for at redde Valerian.

Inde i bjerget ventede der et aparte syn; i den ene ende af rummet, hang en skyggedrage i lænker fra loftet. Dragen havde fået vingerne rykket af og vanviddet lyste ud af de blændede øjne. Den havde tydeligvis været udsat for utænkelig ondskab i en menneskealder. Omkring dragen var der aftegnet en cirkel med noget mørkt pulver og lige udenfor stod endnu en bjergkæmpe med et gigantisk tohåndssværd, parat til at ende dragens lidelser.
10 meter derfra var Valerian blevet lænket til et alter, hvor Achen talte i tunger. Omkring dem stod adskillige kultister, blandt andet house Sivis’ repræsentant. Achen havde blottet bryst og en ornamental daggert i hånden. Det stod pludseligt klart, at ritualet indebar en tæt synkronisering af drabene.

Snitch reagerede lynhurtigt og gjorde som Ballack befalede og kastede et reb over cirklen for at bryde den. Øjeblikkeligt flåede dragen lænkerne op og kastede sig mod kæmpen. De to kombatanter tilføjede hinanden drabelige læsioner, mens Snitch – som sædvanligt -forgæves forsøgte at finde et vitalt punkt at angribe.

Imens forsøgte Ballack heroisk at kaste sig mellem Valerian og den frådende Achen. Det blev dog hurtigt tydeligt, at Achen ikke havde i sinde at angribe Valerian, før turde tage kampen op med Ballack og forsøgte istedet at sikre at dragen fik dødsstødet. Samtlige kultister kastede sig over den vildt fægtende bravt kæmpende Ballack. Ballack kæmpede en heroisk kamp mod overmagten pøblen, men fik pludselig uvuderlig en slags hjælp af Arkades, da denne begyndte at råbe slogans til Ballack. Med ny kampåndtilråb fra sine fans fik Ballack nedkæmpet de sidste kultister og stod nu ansigt til ansigt med Achen.

Kampen bølgede frem og tilbage, men dragen fik endelig en klo i kæmpen og havde fået bidt sig fast i siden på den døende kæmpe. Samtidigt fik Ballack et heldigt sønderknusende hug ind på Achen og brækkede dennes kraveben pik.

Da gruppen endelig følte, at sejren var i hus, indtræf en aldeles uforklarlig hændelse; ingen så, om den kom fra en portal, eller om det var en “død” kultist der pludselig antog enorme proportioner. Men midt i rummet stod pludselig en kæmpestor sølvdrage. Dragen så nærmest småirriteret ud og mumlede; “så må jeg fanme da gøre det selv!”. I een lang glidende bevægelse bed den hovedet af skyggedragen, flåede strubehovedet ud på Achen og knuste Valerians kranie med et haledask, der fik det til at ringe for ørene. Inden gruppen kunne reagere, var den allerede på vej ud af hulen.

Gruppen besluttede at følge efter, men blev afbrudt, da hele rummet nærmest sitrede af af statisk energi. Arkades kastede en formular og konstaterede at virkeligheden var ved at blive nedbrudt og at flere verdener konvergerede mod denne singularitet. En portal åbnede sig, og ud trådte en lettere forvirret ung mand.

Da den første forvirring havde lagt sig, var alle gået ud af hulen. Den unge mand præsenterede sig som efterábrian, søn af Eftia og Valerian…

På vej mod landsbyen besluttede eventyrene at holde deres viden om eventuelle arveforhold for sig selv, I særdeleshed overfor den ventende delegation. Arkades havde været vaks nok til at slæbe både Valerian of Achens jordiske rester med, så den kongeligt udsendte marskal lod sig stille tilfreds og tog afsted igen.

Gruppen havde sat sig i øl-teltet, for at få sig et velfortjent hvil. De blev dog hurtigt opsøgt af et bud, der havde ledt efter dem i byen et par dage. Der var nyt fra agenten der ledte efter Kahran. Nu vidste gruppen hvilken by Kahran blev holdt fanget i.

Morgenen efter blev grej pakket og Efterábrian fik lov at tage med. Nu gik turen mod Lhazar Principalities.

Comments

slind

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.