Extraordinaire Eberron Enema

"I am your (great grand) father"
Requiem of a bard

Tax lovede at stille sig på eventyrenes side og øve indflydelse på de kongeligt delegerede, når de ankom til byen. Han foreslog dog gruppen at forsøge at finde bagmanden, Mesteren, for at undgå en langtrukken inkvisition og mulig deportering for yderligere afhøring. Valerian følte, han havde sit på det tørre og havde ikke lyst til at få ødelagt sine hvide sneaks, så han blev i “kroen”, der nu bestod af et større telt.

Ballack, Arkades og Snitch vendte tilbage til lysningen med offerpladsen. Snitch fandt en passende udkigspost og lod de to andre om research-arbejdet. Der blev udført flere forsøg med blod, for at aktivere portalen. Kun en sample fra Valerians blod, skabte en egentlig reaktion. Ballack var i færd med at rense negle med sit longsword tæve samtlige truede dyrearter i underskoven og mens Arkades var midt i en længere akademisk udredning, da Snitch skimtede en skygge på himlen. Noget nærmest uhåndgribeligt bevægede sig i lige linje mod en ukendt destination. Snitch mente at de lignede ryttere på sorte heste, men noget var tydeligvis ganske unaturligt. Gruppen blev enige om at sætte efter og efter et halvt døgns – for alle gruppens kællinger (dvs. alle ud over Ballack) – udmarvende forceret march, blev det klart at Patruljen var på vej mod en bjergformation.

Yderligere et par timer blev brugt på at søge i bjergene. Mundingen til en hule i bjerget blev fundet, da en patruljen igen lettede, denne gang med retning mod landsbyen. Indgangen, der lå på en mindre afsats, var bevogtet af skygger, der næsten kun kunne fornemmes ud af øjenkrogen. Især Snitch var tilbageholdende med at nærme sig, da disse skygger ikke virkede som gode gemmesteder han var en forpulet kælling. Efter en god frokost diskuterede gruppen hvilken fremgangsmåde der var sikrest. Men inden en beslutning blev truffet, vendte rytterne tilbage. Denne gang med en stor sæk. Gruppen følte sig overbeviste om, at indholdet var Valerian. Efter utallige timer i dennes selskab, kendte alle hver enkelt yndefuld intonation i bardens klynken.

Da det stod klart at barden endu engang havde fucket op var blevet bortført, måtte de brave eventyrere skride til handling. Gruppen knoklede op af bjerget, til afsatsen, for at blive konfronteret med “Mesteren”. Denne virkede mildt overrasket, men var dog indstillet på dialog. Han præsenterede sig som Achen, Taias’ fader og Valerians tip-oldefar. Han forklarede, at han ønskede at slutte den forbandelse både han og Valerian led under. Tanken om det evige liv havde blegnet, da Achen havde indset, at omkostningen var, at stjæle omgivelsernes livskraft. Af samme grund var det heller ikke ligetil at at gøre det af med sig selv og efterkommere. et ganske specifikt ritual var nødvendigt, for at dræbe begge og forhindre at de sugede omgivelsernes sjæle til sig. Herefter vendte han sig og gik ind i bjerget.

Gruppen var opsat på øjeblikkelig og ubændig efterfølgelse, hvis det ikke lige havde været for bjergkæmpen, der var fungerende vagtpost. Efter Achens forspring var tilstrækkeligt stort en dramatisk kamp på liv og død, løb heltene ind i bjerget, for at redde Valerian.

Inde i bjerget ventede der et aparte syn; i den ene ende af rummet, hang en skyggedrage i lænker fra loftet. Dragen havde fået vingerne rykket af og vanviddet lyste ud af de blændede øjne. Den havde tydeligvis været udsat for utænkelig ondskab i en menneskealder. Omkring dragen var der aftegnet en cirkel med noget mørkt pulver og lige udenfor stod endnu en bjergkæmpe med et gigantisk tohåndssværd, parat til at ende dragens lidelser.
10 meter derfra var Valerian blevet lænket til et alter, hvor Achen talte i tunger. Omkring dem stod adskillige kultister, blandt andet house Sivis’ repræsentant. Achen havde blottet bryst og en ornamental daggert i hånden. Det stod pludseligt klart, at ritualet indebar en tæt synkronisering af drabene.

Snitch reagerede lynhurtigt og gjorde som Ballack befalede og kastede et reb over cirklen for at bryde den. Øjeblikkeligt flåede dragen lænkerne op og kastede sig mod kæmpen. De to kombatanter tilføjede hinanden drabelige læsioner, mens Snitch – som sædvanligt -forgæves forsøgte at finde et vitalt punkt at angribe.

Imens forsøgte Ballack heroisk at kaste sig mellem Valerian og den frådende Achen. Det blev dog hurtigt tydeligt, at Achen ikke havde i sinde at angribe Valerian, før turde tage kampen op med Ballack og forsøgte istedet at sikre at dragen fik dødsstødet. Samtlige kultister kastede sig over den vildt fægtende bravt kæmpende Ballack. Ballack kæmpede en heroisk kamp mod overmagten pøblen, men fik pludselig uvuderlig en slags hjælp af Arkades, da denne begyndte at råbe slogans til Ballack. Med ny kampåndtilråb fra sine fans fik Ballack nedkæmpet de sidste kultister og stod nu ansigt til ansigt med Achen.

Kampen bølgede frem og tilbage, men dragen fik endelig en klo i kæmpen og havde fået bidt sig fast i siden på den døende kæmpe. Samtidigt fik Ballack et heldigt sønderknusende hug ind på Achen og brækkede dennes kraveben pik.

Da gruppen endelig følte, at sejren var i hus, indtræf en aldeles uforklarlig hændelse; ingen så, om den kom fra en portal, eller om det var en “død” kultist der pludselig antog enorme proportioner. Men midt i rummet stod pludselig en kæmpestor sølvdrage. Dragen så nærmest småirriteret ud og mumlede; “så må jeg fanme da gøre det selv!”. I een lang glidende bevægelse bed den hovedet af skyggedragen, flåede strubehovedet ud på Achen og knuste Valerians kranie med et haledask, der fik det til at ringe for ørene. Inden gruppen kunne reagere, var den allerede på vej ud af hulen.

Gruppen besluttede at følge efter, men blev afbrudt, da hele rummet nærmest sitrede af af statisk energi. Arkades kastede en formular og konstaterede at virkeligheden var ved at blive nedbrudt og at flere verdener konvergerede mod denne singularitet. En portal åbnede sig, og ud trådte en lettere forvirret ung mand.

Da den første forvirring havde lagt sig, var alle gået ud af hulen. Den unge mand præsenterede sig som efterábrian, søn af Eftia og Valerian…

På vej mod landsbyen besluttede eventyrene at holde deres viden om eventuelle arveforhold for sig selv, I særdeleshed overfor den ventende delegation. Arkades havde været vaks nok til at slæbe både Valerian of Achens jordiske rester med, så den kongeligt udsendte marskal lod sig stille tilfreds og tog afsted igen.

Gruppen havde sat sig i øl-teltet, for at få sig et velfortjent hvil. De blev dog hurtigt opsøgt af et bud, der havde ledt efter dem i byen et par dage. Der var nyt fra agenten der ledte efter Kahran. Nu vidste gruppen hvilken by Kahran blev holdt fanget i.

Morgenen efter blev grej pakket og Efterábrian fik lov at tage med. Nu gik turen mod Lhazar Principalities.

View
Kamp og Kødnapning

Uden flere direkte spor, besluttede gruppen at gennemgå de officielle dokumenter, for at se, om nogle af navnene fra listen dukkede op. Det viste sig hurtigt at flere sider var fjernet og efter en mindrer konference med byens ældre, viste de sig at de manglende sider var relateret til en større ejendom lidt uden for byen.
Oprindeligt var det Taias’ far Achen’s ejendom. Taias og hans mor var blevet smidt på porten og Achen var selv omkommet under en antaget jagtulykke. Achen var den adelige i området, og hans titel og land gik til hans nærmeste ven Ustor, Cephers far. En rum tid senere var Taias vendt tilbage og købte faderens ejendom tilbage. Her slog han sig ned, sammen med Jaehmeist og deres Party.
En grundig undersøgelse af huset viste, at det havde været tømt længe. Døren til kælderen var af væsentligt bedre kvalitet og her var der gået grundigt til værks. Etagen var nærmest støvsuget.

Med uforrettet sag, blev Cephers’ hus noget grundigere gennemsøgt. Denne gang blev der i garderobeskabet fundet en kultistkåbe med et ukendt symbol og en magisk dagger til ceremonielt formål. Symbolet var ikke kendt af nogen i gruppen, så Arcades faxede symbolet til sit hjem-universitet, for at finde ud af mere. I et forsøg på at finde flere kultister, blev magi anvendt og 6-7 antagede kultister blev fundet, med tanke om inderetning dagen efter.

Mens Ballack trænede Pecks uden for byen og Snitch og Arcades søgte, blev Valerian brutalt banket ned, mens han sad på kroen. De andre tre opdagede først ikke Valerians forsvinden, deres første syn var hele kroen i flammer, mens flere kultister forsøgte at barikadere døren udefra.

Ballack red dem ned og fortsatte efter en lyssky type, der virkede som udkigspost. Han blev beordret at måde på konstabelkontoret morgenen efter. Imens var Snicth listet ind i kroen, for at se hvad der foregik. En zombielignende ting, dog med en form for bevidsthed, og en hoben brændende skeletter var igang med at udrense overetagen. En hellig svada fra Arcades og en håndfuld kølleslag fik dog dysset ballademagerne til ro.

Da det gik op for gruppen at Valerian var kidnappet, satte de straks efter misdæderne. Kort inden Valerian blev skippet ombord på en pram, blev han befriet. Snitch gemte sig under prammen, for at samle oplysninger om, hvem disse mennesker var.

Efter en god nats søvn, travede gruppen hen til konstabelkontoret og kultisten blev afhørt. De arbejdede for “mesteren” og belønningen ville være penge og evigt liv. Adspurgt om interessen i “mesteren” kunne han ikke fortælle meget, andet end at Valerian var bærer af “sæden”. Selv var han blot menigt medlem, men mente bestemt at næstkommanderende var agenten for House Sivis i byen. Han var desværre forduftet, som alle andre kultister. Til gengæld blev der enkelte steder fundet små beholdere med blod. Disse optog Arcades meget og de var tilsyneladende en slags bindeled mellem denne verden og en parallel skyggeverden af negativ energi. En ID kombineret med research i Cephers bibliotek, ledte frem til at dette blod var en blanding mellem mesterens og menige kultisters blod og havde tilhensigt, at forlænge kultisternes liv. Efter en indskydelse fra Arcades, blev Valerians blod også undersøgt. Også det havde et strejf af magi. Valerians blod var på een eller anden måde en art komplimentær energi til det allerede fundne blod. Der blev over vejet følgende: Hvis det fundne blod trak energi fra skyggeverdenen til denne og holdt værten ung og fyriig, så var Valerians blod måske noget der kunne overføre energi til skyggeverdenen og vække denne entitet/essens.

Konstablen besluttede at tilkalde en kongelig garison, for at få stabiliseret situationen i byen.

Da Snitch vendte tilbage, kunne han fortælle at den enlige kidnapper på båden to gange havde rendevouzet med flere tropper, de var nu ialt 8. De virkede som trænede lejesvende og de hyrede en båd til Karnath. Herefter vendte Snitch tilbage til baywater.

View
Offerbud

Da gruppen ikke havde stort kendskab til Kahrans færden, blev det besluttet at udlicitere opgaven til 3. aktør. Gruppen ville således få besked, når der var nyt i sagen.

Istedet blev Jaehmeist aner sporet til en lille landsby ved navn Baywater, ca. 14 dagsrejser nordpå. Turen blev tilbagelagt på hest og foregik uden overraskelser. Gruppen gik direkte til hestens mund, og fik en aftale istand med borgmesteren, Cepher. På trods af borgmesterens forsikringer om uvidenhed, mente Arkades dog at kunne spore en usikkerhed eller overrasket mine. Med uforrettet sag besluttede gruppen at benyttet sig af manuel informationssamling, nærmere betegnet et lille indbrud i borgmesterens hus.

I mellemtiden havde Valerian hørt et rygte, om menneskeofringer ude i skoven. For 50 år siden var en pige fundet myrdet, i noget der lignede et ritual. Scenariet havde tilsyneladende gentaget sig endnu engang for 25 år siden. Der blev spekuleret i, om det ville ske igen, 25 år efter. Det viste sig, at konstablen var blevet ansat til at efterforske mordet, men borgmesteren havde bedt ham om at gøre sig meget lidt umage.

Snitch lukkede sig ind i borgmesterens bolig med en hovednøgle. De viste sig at der var 2 rum af stor interesse, begge med betydelige låse og magiske fælder. En alarm gik igang og Snitch fortrak hurtigt. Han betalte en handlende for et alibi, der viste sig nyttigt. Kort efter blev gruppen forhørt af konstabel Tax. Alle slap dog for tiltale.

Igen viste Valerian sig effektiv og fik opsporet det tidligere offers daværende kæreste Otto Leisner. Otto kunne dog ikke fortælle meget, ud over han vens, Bjarne bolledej, mærkværdige opførsel efter mordet. Efter trusler om at blive sat i forbindelse med mordet, kunne Bjarne fortælle, at han havde set forbrydelsen. I skoven var nogle gamle ruiner blevet brugt til ofringen. Den var foretaget adskillige skikkelser, hvoraf en havde et dragonmark.

Med oplysninger om lokationen begav gruppen sig ud til ruinerne. Her hang der et kvindelig over en alterlignende parabol, med et sindrigt rillesystem i. En Speak with Dead afslørede, at hun var blevet gaflet i byen, uden at have set sine overfaldsmænd og at ofringer var forestået af tre personer med en entourage af goons. Gruppen mistænkte straks Cepher. Snitch skyggede ham og fandt, at Cepher aldrig sov og evnede at sidde unaturligt stille i timevis. Gruppen antog at der var ikkedøde indblandet. Arkades havde en formular der gjorde det umuligt for ikkedøde at se og høre brugeren. Det viste sig at Tax ikke havde problemer med at se og høre gruppen, men borgmesteren opdagede ikke gruppen, på 30 cm’s afstand.

Arkades og Ballarck brød ind i Cephers familiekrypt idet de mistænkte Cepher for i virkeligheden at impersonere sin far, byens tidligere borgmester. De fandt dog faderens lig og gik med uforrettet sag.

Gruppen tog konstabel Tax i ed og fundet af pigen blev mørklagt et døgns tid. Gruppen fik carte blanche til at gå efter borgmesteren uforstyrret.

Konfronteret med gruppen, foreslog Cepher at købe Valerian for 10 klik. Selvom det var et fremragende tilbud, følte resten af gruppen sig skræmt af udsigten til omdeling af løbesedler med gruppens cpr-, sko-, tlf.- og konto-numre og afslog derfor. Kamp brød ud og borgmesteren, samt dennes lakaj blev tilintetgjort, sidstnævnte af konstablen, der belejligt dukkede op. Efter kampen skrællede gruppen Cephers study og bibliotek og fandt, udover et omfattende korpus af litteratur om divination og necromancy, også et håndskrevet notat hvorpå Valerians navn optrådte. Tilsyneladende i en rækkefølge: Taias – Inan – Zeas – Valerian.

View
Nyt blod, gammel legende

Efter en grundig revidering af livsmål, indså Kahran at det at blive 20 år stod højt på listen. Han meldte sig herefter defacto ud af gruppen, men tilbød dog at vente uden for templet og holde vagt.

Da slagmarken blev undersøgt, blev relikviet, et spyd der var blevet lovet lizardstammens leder, fundet

Da resten af partyet begav sig mod templet, så de en lille skikkelse i en noget smertefuld positur over indgangen. Det viste sig at være en meget lille warforged, der tilmed stadig stod til at redde. Arkades besluttede at vække ham og Snitch præsenterede sig for gruppen som en familiar af en relativt dygtig troldmand for omtrent 350 år siden. Da han nu ikke længere var i tjeneste, tilbød han at hjælpe med partyets nuværende opgave, hvilket blev accepteret.

Templet var konstrueret i meget store dimensioner og var stort set tomt, bortset fra nogle meget store ovenvinduer og “brønde” lige nedenunder, der dog ikke umiddelbart lod sig åbne. En arbejdsdeling blev vedtaget: Arcades og Ballack skulle levere spyddet tilbage mens Snitch og Valerian ledte efter en indgang til brøndende.

Da spyddet blev afleveret, fandt Ballack ud af, at symbolværdien var betydelig. Stammens leder kunne nu, efter mange generationer, få æresrejsning. Samarbejdet blev glædeligt afbrudt og Arcades og Ballack vendte tilbage til templet.

I mellemtiden var det lykkedes Valerian og Snitch at få åbnet brøndende. begge ledte ind til et aldeles stort skatkammer, med en kæmpe dynge mønter og items. Ovenpå lå et meget stort drageskelet, hvilket medførte at det blev besluttet at vente, til de to andre var kommet vel tilbage. Dagen efter blev skatten gjort op og en skjult dør i skatkammeret fundet.

Døren førte ud i en gang, der fortsatte ned i en rum tid. [Der var lige et mindre intermezzo med div. traps og kampe – ikke så vigtigt for historien] Temperaturen steg og steg og til sidst stod heltene i et stort rum. Igennem rummet spændte en afgrund sig ud, med en flod af flydende magma under en stenbro til den anden side. På den anden side var et alter, samt tre inhuggede alkover i væggen. Ligeledes var der, et stykke derfra, en ganske stor stenkiste. Snitch besluttede sig for at undersøge et Scepter og en amulet i to af alkoverne, mens resten holdt vagt ved kisten. Pludselig sprang en drage/mumie/taber op af kisten og skræmte livet af Snitch. Arcades var dog ikke sådan at ryste og han bad den pænt om at finde et andet sted at spøge. Monstret valgte retræten med hængemule. Efter Snitch igen var faldet ned, kom monstret buldrende mod gruppen endnu engang. Igen forklarede Arcades, at det var en lukket fest. Monstret løb tudbrølende sin vej, mens det råbte noget om, at det “bare var tykke knogler” og “der er aldrig nogen der vil lege med mig”. Overmandet af ensomhed, prøvede den igen at være med og denne gang forbarmede gruppen sig over den og Ballack bød den velkommen med den spidse ende af en pil.
Så blev der ro.

Gruppen lagde sig til at sove i hulen, men midt om natten vågnede Valerian med en frygtelig kløe. Resten af gruppen viste hurtigt ens symptomer og een efter een, manifesterede alle et dragonmark.

Da gruppen igen kom op, var Kahran ingen steder at se. Hans rideøgle var blevet dræbt. En flok nondeskripte lig var at finde i bunkevis. Med Arkades divination, fandt gruppen ud af, at Kahran var blevt kidnappet af en gruppe Emerald Claws fra Lhazar Principalities, et øhav infesteret med pirater og lovløse lejesoldater.

Da gruppen vendte tilbage til Adderport og forsøgte at shanghaie et airship, viste det sig at gruppen var eftersøgt på øen, men Valerians sans for løgnehistorier fik hurtigt reddet gruppen en flok billeter hjem.

I Sharn blev gruppen storslået belønnet af Surkil, der var meget fascineret af de spontant manifesterede dragonmarks. Desværre var den eneste præcedens i den kendte folklore også opstået på øen Q’Barra, hvor gruppen netop havde hentet items til Surkil. Omtrent 200 år tidligere havde en gruppe ledt af Jaehmeist oplevet noget lignende. De var alle forsvundet eller døde inden for et års tid efter manifestationen.

Gruppen vurderede at chancerne for egenhændigt at støve Kahran op var minimale og besluttede at udlicitere opgaven. De ville nu bruge deres energi på at fuinde ud af, hvad der konkret var sket med Jaehmeist og følge….

View
Eventyret so far...

Valerian, Ballack, Arcades og Kahran blev for et halvt års tid siden ansat af en smuk kvinde ved navn Angleriel (eller noget lignende tjavs) til at finde dele af en metalplade med en indgraveret opskrift på. Det viste sig hurtigt at også en flok warforged, samt en organisation kendt som “emerald claw” var på jagt efter dette “skema”. Efter noget pression, fandt gruppen ud af, at Angleriel arbejdede for Merrix, chefen for den lokale branch af house Cannath. Ifølge legenden var house Cannath dem der oprindeligt producerede warforged.

Det viste sig hurtigt at house Cannath ikke var den originale kilde til intelligent design, men at de blot havde luret en grov metode af fra nogle kæmpevæsner der ikke længere var at finde i denne verden. Skemaet var således en opskrift på den oprindelige prototype. De nu eksisterende warforged var i sammenligningen med prototypen hvad en knallert 45 er til en 1600 cc diesel Harley.

Da al videre produktion af warforged var erklæret strengt forbudt ved lov, havde partyet (minus Valerian) et lidt anstrengt forhold til at levere det til Merrix. Det viste sig også, at de warforged der ledte efter samme stumper, var til at forhandle med og deres interesse i skemaet var, efter eget udsagn “forbundet med det faktum at reproduktion var besværligt”.

Det viste sig relativt hurtigt at Merrix var en kold psykopat, der ikke skyede nogle midler, for at opnå sit mål. Derfor slog vi os sammen med “Saber”, “spear” og “scroll”. “Dagger” var desværre omkommet ved en party-relatret arbejdsulykke under en 100 m lang kravletur på et reb.

Den sidste del af skemaet, selve basen, blev fundet i et kolosalt tempel, hvor vi antager at en sådan prototye var at finde. Der var i hvert fald en enorm construct, der på enhver måde virkede truende. Da flere gruppemedlemmer pludselig følte en enorm trang til at aktivere dyret, blev den mere eller mindre effektivt destrueret. Herefter vendte gruppen tilbage til Sharn.

Det lykkedes at overtale en leder af house Cannath et stykke derfra, til at kigge Merrix’ aktiviteter efter i sømmene. Merrix havde på det tidspunkt betalt en gruppe hensynsløse banditter for at eleminere vore warforged allierede og kidnappe Valerian. Gruppen reagerede prompte for at befri Valerian, inden han kastede CPR-, sko- og konto-nummer efter bortførerene.

Hele redeligheden endte med en klækkelig belønning til gruppen, for det flotte arbejde.

Efter et par måneders lediggang er gruppen i Sharn blevet hyret af lokal forsker ved navn Sur’kil til en arkæologisk expedition til Q’Barra. Q’Barra er en (forholdsvis) svært tilgængelig halvø, grænsende op til det sydvestlige Khorvaire, der efter The Last War er blevet en slags tilflugtsstat for de borgere der under og efter krigen, ikke kunne tilslutte sig hverken metoder eller resultater af krigen. Q’Barra ligger derfor – i princippet – uden for de fem ledende nationers jurisdiction og er samtidig lidt af en uudforsket frontier.

Questen er relativt simpel: Find et gammelt tempel til en forlængst glemt drageguddom, dybt inde i junglen og vend tilbage med en række artifakter af historisk interesse for Sur’Kil. Gruppen er blevet hyret for 4 uger til 250 gp pr næse pr uge (de har fået halvdelen up front) med mulighed for forlængelse. De er desuden blevet udstyret med 2 Sending Stones til holde Sur’Kil orienteret om fremgangen og fund.

Efter en uges rejse med Airship til Q’Barra (hvor gruppen greb en rogue i at plante små metalbarrer i oppakning og tøj) ankom gruppen til Adderport i Q’Barra. Grundet et par ninja Gather Info og Bardic Lore fra Valerian, fik gruppen den fremragende idé at opsøge en af de indfødte lizardmen stammer for at skaffe en guide, der kunne føre dem til templet. Forhandlinger med en af disse stammer (valgt mere eller mindre tilfældigt, hvis jeg husker ret) endte med gruppen blev bevilliget en guide mod, at gruppen indvilligede i at tilbageskaffe et stamme arvestykke (et helligt spyd) røvet af templets nuværende beboere – en flok særdeles fjendtligt indstillede blackscale lizardmen, der med vold, og afpresning var igang med at sætte sig som områdets lizard-kaliffer. Gruppen skaffede noget intel og fandt ud af at templet – udover stammen af blackscales – også husede et søskendepar drager der efter sigende var efterkommere af den dragegud som templet var dedikeret til.

For at gøre en kort historie lang, ruskede gruppen Blackscalestammen OG dragerne rundt, men blev selv grundigt rundrusket. Bl.a. skete der noget relativt mystisk med Valerian. Han blev to gange i kampen fældet, og begge gange udløstes der en eller anden negativ energi effekt omkring ham, der pådrog folk i nærheden skade, men sørgede for, at han ikke selv stillede træskoene. Da vi holdt sidste gang, stod folk foran templet og var særdeles forpustede…

View

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.